Om os

Ny Amtoftgaard

Familien på Ny Amtoftgaard består af Henning (1977), Jeanne (1982) og vores to børn Ida (2005) og Sarah (2013) Vi er begge landbrugsuddannede, og har da også mødt hinanden via arbejdet.

 

I efteråret 2005 købte vi vores første avlshingst - Ás frá Breidholti - og har siden udviklet stutteriet til at satse på avl af gode reelle rideheste - og vi satser på 3-5 føl hvert år.

Vores mål er heste, med potentiale til både stævner og kåringer - men først og fremmest gode sunde rideheste, med let til tølt, og en god fornuftig ridevilje som alle kan ride.

 

Vores heste skal vokse op på en sund og naturlig måde, masser af frisk luft, og en simpel - men effektiv - foderstrategi, bestående af god kvalitet wrap og hø ad libitum, adgang til mineralbaljer, og helst ikke andet. Bliver der behov for yderligere fodring tilpasses den naturligvis den enkelte hest, men vores erfaringer viser at bare grovfoderet er af tilstrækkelig god kvalitet - og der ALTID er nok af det, så trives langt de fleste heste rigtig godt udelukkende med dette.

 

Vi beholder kun få ungheste af hver årgang, da vi mener det er vigtigt at de kan få den rette opvækst med tilstrækkelig håndtering, og samtidig frihed til at være ungheste - og det finder vi ikke er muligt hvis vi skulle have 20-30- eller flere ungheste gående.

 

Jeanne er, udover at være landbrugs-uddannet, også uddannet dyreassistent, med speciale i heste, så hun har en stor viden om fodring, avl og hestenes adfærd.  Hun har redet og passet heste siden hun som 7'årig startede på rideskole og som medhjælp i flere konkurrence- og salgsstalde, primært indenfor varmblodshesteavlen. Jeanne har desuden været på Island i et halvt års tid i 2002 og passe og træne heste - og har inden da mest redet dressur og terrænsprigning på store heste. (niveau: dressur MA og spring LA) Siden 2002 har det dog næsten udelukkende været de Islandske Heste der har været i fokus. Når først man har prøvet en islænder, så er det svært ikke at falde pladask for dem ;-)

Copright  © Ny Amtoftgaard - All rights reserved